Fysisk medieskab

Fysisk medieskab:


I en fysisk seance/cirkel er der følgende deltagere: Et fysisk medie, flere Sittere (batterier/energi-skabere) og cirklens åndelige team.

I den fysiske cirkel er sikkerheden største prioritet, pga. fare for at beskadige det fysiske medie. Det er ikke alle, der kan sidde med i denne form for udvikling i mediearbejdet. Man bliver ofte valgt ud af ånderne, og det vigtigste i denne form for cirkelarbejde er, at der skal herske en total harmoni og kærlighed imellem deltagerne. Der skal være gensidig respekt og man skal have det engagement og villighed, der skal til for at tjene ånderne. Der er ingen egen udvikling ved denne form for cirkelarbejde. Det kræver stor tålmodighed og dedikation af deltagerne, da det ofte tager flere år før det rette energi-mæssige og harmoniske grundlag blandt Sitterne findes for at kan der ske fysiske fænomener. Under seancen sidder deltagerne i mørke og kun med godkendelse fra det åndelige team, kan der i begrænset tidsrum tændes en dæmpet rød-lampe.


Jeg har siddet adskillige gange med flere af nutidens bedste fysiske medier, fx: Kai Muegge, David Thompson, Warren Caylor, Bill Meadows, Marion Dampier-Jeans og Christian Sejer, samt siddet ugentligt i en fysisk cirkel i over tre år med Marion Dampier-Jeans som mentor i cirklen.

Fysiske fænomener:


Apport: Ånderne kan tage en fysisk genstand hvor som helst fra i verden, dematerialiserer det, bringer det til seancerummet, hvor de materialiserer det igen, oftes som gave til en af Sitterne.


Asport: Det modsatte af apport, dvs. en genstand der tages fra seancerummet, dematerialiseres, bringes til et andet sted i verden og materialiseres igen, (men altid et sted hvor det vil blive fundet af en eller flere af seancedeltagerne – som bevis).


Automatskrift: Et medie tages under kontrol af en ånd, og således kan ånden skrive eller male gennem mediet, hvad ånden ønsker. Mediet kan være i dyb trance eller ved fuld bevidsthed, men uden at have kontrol over, hvad der bliver skrevet eller malet.


Bankninger/Tapping: Ånderne benytter ektoplasma eller en lignende energiform til at udføre fysiske bankninger på vægge, bord mv. Dette er også en måde at kommunikere på, eksempelvis ved at stille spørgsmål fra deltagerne og lade ånderne svare gennem bankninger (vhja. et aftalt kommunikationssystem).


Berøringer: Ånderne berører deltagerne for at lade dem mærke åndernes fysiske tilstedeværelse.


Bordkommunikation: Cirkel/seance-deltagerne placerer deres fingrespidser på bordpladen. Energien fra deltagerne bliver koncentreret, således at ånderne kan bevæge bordet. Bordet kan også bevæges grundet ektoplasma-opbygning gennem mediet. Ånderne kan banke i bordet, flytte det, løfte det m.v. Alt sammen for at bevise deres eksistens – og en måde at kommunikere på. Ikke ment som en underholdningsleg.


Diverse fysiske sanseindtryk:

Lugte: fx blomster duft, pudderduft, barnebleer, cigar/cigaret røg, m.m.

Smagsindtryk: kaffe, cigaretter, chokolade, frimærke-lim = smagen af tilstedeværelse af ektoplasma, m.m.


Ektoplasma: Ektoplasma eller teleplasma er en æterisk substans, som bliver opbygget af energi ved fysiske seancer. Ektoplasma overføres fra mediets legeme i forbindelse med materialisations fænomener, og som bruges til opbygning af fænomener og som beskyttende overtræks kappe til person materialiserede skikkelser. På dette stadie befinder ektoplasma sig på overgangen mellem det æteriske- og det fysiske plan. Da ektoplasmaet stammer fra mediets æteriske legeme, kan pludselige ændringer have skadelige virkninger på mediet. Ektoplasma er meget lysfølsomt, og når den udsættes for almindelig belysning – vil ektoplasmaet trække sig hurtigt tilbage og kan i den proces skade mediet voldsomt.

En ektoplasma materialisation må derfor foregå i meget svag belysning og under streng kontrol/aftale mellem seance deltagerne. Der findes fotografier af materialiseret personer, taget under fysiske seancer. Disse materialiseret personer kan tale, bevæge sig og berører de tilstedeværende seance deltagere, hvorefter de efterfølgende har opløst sig i den tomme luft for øjnene af deltagerne.


Levitation: Genstande eller personer, der bliver løftet af ånderne (vhja af ektoplasma).


Lys-fænomener: Ånderne opbygger energi i lysform, der kan bevæge sig og vise sig over alt i rummet.


Materialisation: Den mest sjældne gave fra åndeverdenen under fysisk medieskab, er materialisations fænomener. Ånderne skaber en solid masse af ektoplasma, vhja. det fysiske medium, til at kunne opbygge dele eller hele kroppen som ånden vil vise. Således af cirkeldeltagerne vil kunne genkende ånden som det menneske, det engang var. Det er muligt for ånderne at materialisere sig delvist, enkelte kropsdele, og i store og små størrelser. Dette er en svær og meget krævende kraftpræstation for både ånderne og mediet.


Ouija-bræt: Et bræt med alfabetet, tallene 0-9 samt Ja/Nej indgraveret herpå. Oven på placeres en håndsstor dråbeformet plade med et ca 4cm stort kighul til visning af svaret (se eks. nederst på siden). Pladen skal være let bevægelig (uden modstand). Deltagerne lægger let en fingerspids på pladen og gennem den opbyggede energi mellem deltagene, bevæger ånderne så pladen og staver sig frem.


Telekinese: Opbygning er energi udvundet gennem mediet af ånderne. Denne energi er en kraft skabt til at flytte og bevæge ting uden synlig berøring, udføres af ånderne. (men kan også udføres udelukket af mentale stærke medier med specielle psykiske evner).


Transfiguration: Ånderne lægger et fint lag ektoplasma hen over mediets ansigt. Ved hjælp af ektoplasmaet former ånderne deres ansigter hen over mediets eget ansigt, således at mediets ansigt ændrer sig til at være åndernes ansigter, der således kan genkendes af de pårørende/deltagerne.


Trancehealing: Foregår enten i fuld trance eller en lidt lettere trance. Mediet tillade sit åndelige healings team, at arbejde med den energi, (som passerer genne mediet, mens det er i trance) og sende det videre til healings modtageren, klienten.


Trancetale: Foregår enten i fuld trance eller en lidt lettere trance (let trancetale hører dog til under mental medieskab). Ånden tager mediets krop og stemmelæber under kontrol, og benytter mediet som talende redskab. Trancetalen, der ikke foregår i dyb trance, kan blive influeret af mediets bevidsthed samt underbevidsthed. Selv i dyb trance, har forsøg vist, at mediets underbevidst kan ”blande” sig i åndernes udførelse af fysiske fænomener. Ånderne er ikke fuldstændig uafhængige, eftersom de er nødt til at benytte sig af et fysisk ”instrument”, altså et medie.


Uafhængig/direkte skrift: Papir og pen lægges tilgængelig på et bord. Ånderne opbygger en ektoplasma masse, som griber om blyanten, og således kontrollerer ånden og kan skrive, hvad end ånden vil sige.


Uafhængig/direkte stemme: Her taler ånderne fysisk til deltagerne. Alle kan høre åndens stemme, og stemmen kan komme hvor som helst fra i rummet. For at ånderne kan tale fysisk er de nødt til at opbygge et kunstigt sæt stemmelæber, idet ånderne selvsagt ikke længere besidder en fysisk krop. Stemmelæberne opbygges af ektoplasma eller gennem en lignende blanding, som er en “nyere” form.


Jeg tilbyder undervisning i fysisk medieskab, kontakt mig venligst for pris.